DINE RETTIGHEDER

Undgå arbejdsskader

Hvert år kommer flere hundrede unge til skade på deres arbejdsplads. Desværre fører nogle af skaderne til sygdomme eller lidelser, som aldrig forsvinder.

Din arbejdsgiver har pligt til at sørge for, at du får grundig oplæring og information om eventuelle farer i dit arbejde.

Er du 13-15 år, og har du ikke afsluttet 9. klasse? Så skal din arbejdsgiver give dine forældre besked om, hvad du arbejder med, og hvor meget, du arbejder. Derudover skal arbejdsgiver også fortæller om de ulykkes- og sygdomsfarer, der kan være – og hvad virksomheden gør for at undgå farlige situationer på arbejdspladsen.

Der skal i øvrigt altid være en person over 18 år, der fører tilsyn med dig – altså én, der blandt andet kan forklare dig reglerne for, hvad du må arbejde med, og hvad du ikke må arbejde med, og én som du kan spørge, hvis du er i tvivl om noget. Din arbejdsgiver har pligt til at vide, hvad du må arbejde med.

DIN ARBEJDSGIVER SKAL BLANDT ANDET SØRGE FOR:
  • Grundig oplæring og instruktion
  • Sikkerhedsfodtøj, hvis du arbejder med ting, som kan skade dine fødder
  • Skridsikkert fodtøj, hvis du færdes på glatte gulve
  • Handsker, hvis du arbejder, hvor du kan skære dig eller få splinter eller lignende i fingrene
  • Arbejdstøj, hvis dit arbejde er beskidt, vådt eller lignende
  • Knæbeskyttere, hvis du skal kravle – fx ved jordbærplukning
  • Hjelm, når og hvor det er påkrævet


Det er altid din arbejdsgiver, der skal sørge for, at du blandt andet har det rigtige arbejdstøj – og sko. Og du skal aldrig selv betale for disse ting.

Sidst opdateret: 21-02-2018