To ud af tre unge har problemer på deres fritidsjob. Det kan være mindre problemer på arbejdspladsen, for eksempel at de unge løfter for tungt. Det kan også være større problematikker, fx at de unge udskænker alkohol eller mangler løn under oplæring. Ofte opstår problematikkerne fordi, at både de unge og arbejdspladsen ikke har et tilpas stort kendskab til hvilke rettigheder der gælder for unge på arbejdsmarkedet.
Selvom forholdene for unge i fritidsjob efterhånden er rigtig gode de fleste steder – blandt andet på grund af Jobpatruljens indsats – er der stadig for mange problemer.
Hver sommer besøger Jobpatruljen virksomheder i hele landet. Vi giver oplysning til både arbejdsgivere og fritidsjobbere om, hvilke love og regler der gælder, når unge under 18 år har et arbejde.
Hele året vejleder Jobpatruljen børn og unge, forældre, arbejdsgivere og lærere via brevkassen og på Fagbevægelsens Hotline på 8024 1010.